Der er styr på Århus
Århus er efter 4 års socialdemokratisk styrer en kommune, som står meget godt rustet til mødet med fremtidens udfordringer. Vi har en meget stærk og stabil kommunal økonomi, vi har et innovativt og mangfoldigt erhvervsliv og vi har alle typer af uddannelsesinstitutioner.
Vi tager udfordringen op
Finanskrisen går ind i sit andet år og regeringen forekommer handlingslammet. I Århus har vi derimod handlet resolut og markant. Vi lancerede en job og vækstpakke i maj og allerede i forbindelse med budgetforhandlingerne i september lancerede vi anden del af vækstpakken. Begge pakker handler om at investere i job og vores fælles velfærd. I skoler, daginstitutioner, plejeboliger og klimatiltag. Alt sammen noget, som vil hjælpe på beskæftigelsen her og nu, men også vil give blivende goder til gavn for borgerne i fremtidens Århus.
Vi skal uddanne os ud af krisen
Når det er dårlige tider, er det kun de dygtigste og de mest hårdt arbejdende, der overlever. Derfor har vi brug for en højtuddannet og fleksibel arbejdskraft. Vi skal derfor have sat gang i samarbejdsprojekter mellem uddannelsesinstitutioner indbyrdes, men også mellem uddannelsesstederne og virksomhederne. Dette samarbejde skal ske på mange forskellige niveauer og til mange formål. Vi skal have helt korte kurser, hvor man bliver omskolet internt i en virksomhed og længere varende forløb, hvor man helt skifter brancher eller erhverv. Århus har mulighederne kommunen skal være formidleren af kontakten mellem erhvervslivet og uddannelsesstederne.
Vi skal målrettet bekæmpe langtidsarbejdsløsheden
I 80`erne under Poul Schlütter bed langtidsarbejdsløsheden sig fast. Det kostede dyrt for den enkelte og for samfundet. Det må ikke ske igen. Derfor skal vi gennem en række forskelligartede tilbud sikre, at den enkelte ledige kan finde en passende udfordring, så vedkommende kan komme videre jobmæssigt. Hvis det er motivationen ved den ledige, det er galt med, er der i forvejen opbygget en række karantæne regler, som nok skal presse den ledige. Men der skal for den ledige, som for alle andre gælde det gamle socialdemokratiske ordsprog ” kræv din ret og gør din pligt”.
Med socialdemokraterne i spidsen sikre du at der fortsat er Gang i Århus