I de seneste år har man satset voldsomt på store og flotte projekter i Århus, så som Aros og Atletion. Det har været gode og visionære projekter, som har bragt Århus på Europa- og måske endda på verdens- kortet. Det har betydet en mulighed for at lade sig underholde af stjerner og kunstnere i international klasse.
Nu er tiden imidlertid til igen at satse på det udøvende og aktive idræts- og kulturliv. Vi skal med andre ord give den brede, folkelige idræt og de kulturelle græsrødder bedre forhold.
Det skal sikres ved at forhøje støtten til idrætsforeningerne og styrke kulturmulighederne i Århus. Denne støtte skal ikke blot gives kritikløst, som man gjorde det i 70’erne, med tilskud til interessegrupperne. En del af de ekstra penge skal søges i en fond, og her skal forvaltning og politikerne udstikke rammerne og visionerne for en idræts- og kulturpolitik. Den skal være målrettet mod at aktivere mange forskellige grupper af mennesker: ældre og børn, kvinder og mænd, handicappede samt indvandrere. Vi skal sikre plads til små idrætter. Vi skal sikre at kommer flere spillesteder, mere levende biblioteker, flere folkelige festugearrangementer, således at vi i Århus får en hel vifte af meget forskelligartede aktivitetstilbud, således at borgerne får mulighed for et mere aktivt og varieret fritidsliv.
Vi skal sikre et bredt kultur og idrætsudbud
Vi skal sikre, at grupper som normalt ikke bliver opfattet som de traditionelle idrætsforeningers og de kulturelle græsrødders kernegrupper, også får et tilbud. Her tænker jeg ikke mindst på ældre og indvandrere. Men vi skal naturligvis også støtte op om det gode solide arbejde, der bliver gjort i den lokale idrætsforening/dilettanttrup.
Vi skal skabe bedre forhold for de mange foreninger i kommunen
I disse foreninger laves et meget væsentligt arbejde af positiv betydning for lokal samfundet og for de unge, der færdes i det. I det hele taget har ”forenings Danmark” stor betydning for sammenhængskraften i det danske samfund. Dette arbejde kan ikke stå alene, men er en væsentlig del af det danske demokrati og sikrer mange mennesker positive oplevelser og gode sociale netværk - til gavn for den enkelte og hele samfundet.